Ofte stillede spørgsmål til fotografen :
Hvad er din baggrund?

Jeg er uddannet reklamefotograf udlært fra PerKruse fotografi og Århus Tekniske skole, samt et antal fagrelaterede kurser. Derudover har jeg været på studieophold i London og taget en merkonom-uddannelse på CBS i Markedsføring og Internationalisering. Jeg har arbejdet på reklamebureau i 9 år og været selvstændig i 15 år med opgaver i både reklame-, informations- og redaktionelle sammenhænge. Jeg har derfor baggrund og meget stor erfaring med hvad fotografiet kan gøre for din kommunikation og hvordan det kan formidles.

Hvad koster det ?

Prisen på en fotografering beregnes hos mig ud fra den forbrugte tid på opgaven dvs. den tid jeg bruger på at forberede, udføre og færddiggøre billederne + eksterne omkostninger på fx. statist, regi eller lign. Dog arbejder jeg også med en fast pris på medarbejderportrætter afhængig af antallet pr. gang, når de er kommet ind i en tilbagevendende form. Jeg giver gerne en fastlagt pris på forhånd, ud fra en briefing om fotograferingens omfang og udtryk.

Kommer du ud til os og laver optagelserne?

Jeg laver helst billeder af mennesker i naturlige omgivelser, altså på arbejdspladsen eller i et valgt eller arrangeret miljø, som er fastlagt ud fra billedernes hensigt. Produkt-optagelser foregår i studie hvor lyslægning osv. kan styres optimalt.

Hvad gør du hvis der er nogen som hader at blive fotograferet ?

Det er ikke noget problem. Det er en problemstilling som jeg ofte løber ind i, og derfor har stor erfaring i at løse. Fotografering af mennesker handler ikke kun om at fotografere, men langt mere om at omgåes mennesker og skabe tillid hos andre på meget kort tid. Det har jeg igennem årene lært at beherske. Selv kendte og presserutinerede mennesker kan have utryghed med situationen, og jeg udøver derfor en blanding af frihed og anvisninger i den enkelte situation til hvad personen skal gøre, for at billederne bliver gode. Billeder til professionelle sammenhænge er ikke private billeder og jeg stræber efter at afbilde det professionelle med det menneskelige - uden at det glider over i et privat billede.

Hvordan finder man ud af hvordan billederne skal se ud?

Billederne har en brugssituation. Denne brugssituation har et publikum. Vi skal altså fastlægge hvordan vi bedst tager dette publikum i tale. Dette fastlægger en stil og en måde at tale til folk på. Vi ønsker også at de skal forstå vores budskab. Dette fastlægger indholdet i billederne, altså hvordan vi enklest giver beskeden videre. Disse 2 kanaler fastlægger en metode for fotografen om hvordan han skal arbejde. Derefter er det sådan set bare at udføre og have evnerne til at tage metoderne i brug. Dette får man ikke hos en amatør eller igennem et billedbureau, så brug derfor en professionel fotograf. Her er pengene bedst givet ud. Endelig kan man sige at hvis fotografen kun kører med sit eget ego eller hvis alle de foranstående forberedelser er udeladt, så udfordrer fotografen sig selv og laver noget som han selv syns' ser fedt ud, så billederne vækker mest mulig opsigt.

Er billederne vores ejendom når de er betalt?

Både ja og nej. Fotografiske billeder er omfattet af ophavsretsloven, som i Danmark er en EU-lovgivning. Denne siger at fotografen har ophavretten til billederne, hvilket vil sige at han er den eneste der må sælge og mangfoldiggøre dem. Kunden køber en brugsret til at bruge billederne i en bestemt sammnehæng. Typisk betyder det dog at kundespecifikke optagelser reelt set bliver kundens ejendom, fordi de ikke kan bruges til andet. Men i de sammenhænge hvor det er fotografen der skaber et særligt præg eller en særlig situation som fotograferes, er det fastlagt at fotografen har en særlig ret og også kan sælge billederne i andre sammenhænge end den oprindelige relation. Under alle forhold skal fotografen altid spørges hvis billederne skal bruges udenfor den oprindelige aftale, og i alle forhold skal fotografens navn nævnes ved billedet eller i en kolofon.